I
1972 ser en ny båd dagens lys på Jupiterværftet. Det er en Jupiter 33,
der skal tage konkurrence op med Klaus Baess' Apollo 32, der
egentligt skulle have været en Jupiter 32. Jupiter 33 er gjort ca. 65 cm længere og 70 cm bredere end
Jupiter 30. De største ændringer i designet er de nye muligheder i
bredden, hvor der i salonen nu er plads til U-sofa i stedet for dinetten.
I 1973 deltager værftet på bådmessen i Bella Centret, og da messen
er slut har de solgt 3 både.
Dette billede er fra Jupiter værftet i 1973 (Foto: Kristian Jensen)
Oliekrisen mærkes på værftet. Da prisen på olie går op, stiger
prisen på produktion og materialer, men da værftet har fastprispolitik
på bådene, bliver det svært at få økonomien til at løbe rundt.
Chopper Gun metoden kræver mere energi end håndsoplægning, men Toft
Olesen ville ikke ændre på kvaliteten, og dermed blev fortjenesten for
lille til, at det kunne løbe rundt.
I 1973-74 forsøges med produktion af Jupiter 33 på licens i Irland.
Det er Henning Birk, der er manden bag. Der produceres 10-12 Jupiter 33
før ideen opgives.
I 1974 køber Peer Dragsbæk en Jupiter 40 på Jupiter Værftet. Båden
skal leveres med skrog, dæk, ruf, motor, skruer og ror. Her er
overbygningen ved at blive støbt (Foto: Jørgen Dragsbæk)
Båden blev efterfølgende apteret på Hanbjerg Møbelfabrik for
aptering og elarbejde. I 1975 søsattes hun i Struer Havn.